Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Nye børn

Når vi i Trolde- og Hyldemosen får indmeldt nye børn, tager vi kontakt til jer forældre for at lave aftale om et besøg hjemme hos jer. Det vil være en pædagog fra den stue hvor barnet skal gå og lederen som kommer på besøg. Med dette første møde i uformelle rammer ønsker vi at opbygge en tryg relation, som vil kunne understøtte det fremtidige samarbejde omkring jeres barn. Mødet har også til hensigt at give os de bedste forudsætninger for at give både jer forældre og jeres barn den bedste start hos os. Vi vil derfor i samtalen med jer være nysgerrige på hvad I tænker der skal til for at jeres barn oplever tryghed og trivsel hos os i en opstarts periode. Vi tilpasser en opstart til det enkelte barn/familie og vil i tæt dialog med jer løbende vurdere hvor lang en vuggestue – eller børnehavedag jeres barn er klar til, for at opstarten bliver tryg og succesfuld.

I vores samarbejde med jer nye forældre ønsker vi også at tydeliggøre vigtigheden af åben dialog og vi vil opfordre jer forældre til, at komme til os, så snart der opstår en undren, nysgerrighed, manglende information eller andet, hvor dialog kan skabe afklaring.

Fra vuggestue til børnehave: Når jeres barn skal flytte fra vuggestue til børnehave sker det på baggrund af en fælles forståelse af, at barnet er klar til børnehavelivet. Vi tilbyder jer en overflytningssamtale, hvor en voksen fra vuggestuen og en voksen fra børnehaven deltager, så vi sikrer at børnehaven får viden omkring barnet. Inden barnet officielt starter i børnehaven vil det have været på besøg i børnehaven flere gange og dermed stille og roligt fået skabt relationer til både børn og voksne og fået indblik i børnehavelivet. I forældre er stadig velkomne til at være med ved barnets opstart, men det er sjældent nødvendigt. Vi anbefaler dog, at barnet får korte dage i starten, da de mange indtryk godt kan være trættende for barnet.