Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vores dagtilbud

Trolde- og Hyldemosen er to dagtilbud, som tilsammen har ca. 110 børn i 0-6 årsalderen. De to dagtilbud har siden 2017 været ledelsesmæssigt sammenlagt og er beliggende i Herlev nord på hver sin matrikel med ca. 700 m. mellem sig. Husene er placeret i naturskønne omgivelser med både skov og sø tæt på.

Hyldemosen har en vuggestuegruppe på ca. 13 børn og en børnehavegruppe på ca. 30 børn. Huset er funktionsopdelt og har et alrum indrettede med små legemiljøer, et kreativt værksted, et bevægelsesrum, et konstruktionsrum og et grupperum til vuggestuen. Børnehavebørnene har faste spisegrupper, som er fordelt i de forskellige rum.

Troldemosen har omkring 24 vuggestuebørn fordelt på to vuggestuegrupper og ca. 42 børnehavebørn fordelt i to grupper. Fra 1. januar til 31. april har Troldemosen tradition for at trække de kommende skolebørn ud af de to børnehavegrupper og danne endnu en eller to grupper alt afhængigt af antallet af kommende skolebørn og bliver derved til tre/ fire grupper i denne periode. Troldemosen har udover grupperummene også funktionsrum, der er to bevægelsesrum (et i vuggestueafdelingen og et i børnehaveafdelingen), eventyrrum, kreativt værksted og alrum opdelt i forskellige tematiserede legemiljøer.

Både Hylde- og Troldemosen har legeplads med mulighed for alsidige aktiviteter/lege, eksempelvis klatre i træer, spille bold, bålsted/-hytte, huler – begge legepladser rummer også mulighed for at opdele legepladsen mellem vuggestue og børnehave.

Trolde- og Hyldemosens fysiske rammer - ude som inde, skaber både rum og mulighed for aktiviteter/lege med stor motorisk udfoldelse og for aktiviteter/lege som kalder på fordybelse. Samtidig skaber de fysiske rammer mulighed for, at børnene kan fordele sig og indgå i mindre grupper og have uforstyrret aktivitet/leg.

Begge huse er certificeret i idræt, leg og bevægelse gennem DGI og vi har løbende kurser, så vi konstant inspireres og opdateres på feltet.